Kender I det?

For flere måneder siden skrev jeg dette indlæg, hvor jeg havde svært ved at sætte ord på hvad jeg følte indeni. Det var den periode hvor ensomheden fyldte meget. Jeg har fortrængt mange tanker – mange følelser. Jeg har haft mange nætter hvor jeg græd mig selv i søvn.


Kender I det, når man har svært ved at sætte ord på følelserne eller vælge at fortrænge dem, fordi man håber på det bedste og det ikke bliver bedre ligemeget hvad?

Kender I det, når følelserne indhenter én og man ikke kan komme uden om det længere?

Kender I det, når man har de dage hvor man bare har lyst til at sætte sig ned og græde? At man har lyst til at råbe “fuck det hele” – “rend mig” “pik og lort” – “røvhuller”?

Kender I det, når man savner en så meget, at det gør ondt?

Kender I det, når man kun hører triste sange der kan relatere til følelserne som man ikke engang kan sige det højt? 

Kender I det, når man møder en som man ikke kender rigtigt godt og får lyst til at fortælle de gemte følelser man har haft længe og så er det glemt næste dag?

Kender I det, når man får lyst til at skrue tiden tilbage til den dag hvor man skulle have givet eks’en en lussing eller to?

Kender I det, når man længes efter at blive holdt om – sådan rigtigt og længe, at man føler sig tryg og ikke alene?

Kender I det, når ensomheden dukker op og man ikke ved hvad man skal gøre af den? At man gør alt for at glemme ensomheden.

Kender I det, når man hører musik og vil danse indtil man ikke føler andet end glæde?

Kender I det, når man er udmattet af at være en overlever?

Kender I det, når man har lyst til at sige til nogen “Tak for lort”?

Kender I det, når man tænker det er bedre at være alene, så man ikke bliver såret og svigtet hele tiden, eller det føles sådan?

Kender I det, når man spørger sig selv “hvad er der galt med mig?”

Kender I det, når det er svært at se lyset ved enden af tunnelen?

Kender I det, når man er bange for at stole på nogen og har svært ved at lukke dem ind?

Kender I det, når man tænker man er så fucket op – ødelagt og ikke aner hvordan man skal lappe sig selv igen (og igen)?

Kender I det, når man har lyst til at holde fast i dem man elsker/holder af og aldrig give slip i frygten af man bliver alene, sådan helt alene – også selvom man er det i forvejen?

Kender I det, når man gerne vil give slip for alting og bare tænke “jeg er ligeglad” og nyde livet?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.